onsdag 26 april 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 DEBAT

Må jeg gå ud på lørdag, skat?

louise raaschou OKT 2015Det er mig en gåde, hvorfor nogle kvinder har endegyldig beslutningsret i et forhold

• Vi kvinder gør det allesammen: Hugger en kant til her og klipper en vane fra der. På manden, altså, og jeg kan heller ikke sige mig fri for den tilsyneladende indlejrede mekanisme. Det er lykkedes mig at få en enkelt - én enkelt - skjorte sneget ind i kærestens klædeskab, og han tog den oven i købet på ved en anledning for nylig. Fordi jeg bad ham om det. Beruset af min succes gik jeg et par skridt videre og begyndte at blande mig i andre dele af hans påklædning. Om han ikke lige kunne… … og ville det ikke være pænere, hvis han … Mand kiggede bare på mig på en helt særlig måde og ytrede det dér ord ”nej”. Og så lukkede jeg skuffen.

Det var nemlig det samme blik, jeg tidligere har fået, de gange jeg har haft ideer til (åbenlyse) forbedringer af hans hjem, hans stil, hans adfærd. Ville det ikke pynte med en pude, en anden trøje, nogle nye dansetrin? ”Nej,” er der bare blevet sagt, og så har jeg lukket skuffen. For på trods af at jeg åbenbart ikke er stand til at stoppe mig selv, så ved en lille del af mig jo godt, at jeg er i færd med at trampe ind på hans enemærker og behandle ham som et barn, der har brug for retningslinjer.
Og jeg er i særdelshed klar over, hvornår jeg har trampet for langt: Når jeg får Blikket. Så kunne jeg ikke drømme om at blive ved, men det er der masser af andre kvinder, der kan. En skjorte? Pffft! Barnemad! De her kvinder går endnu længere: De har gjort indblanding og kontrol til en livsstil.

Jeg kan ikke greje, hvordan de gør det. Måske er min jeg-bestemmer-og-jeg-skal-have-min-vilje-mekanisme bare aldrig blevet ordentligt udviklet. I hvert fald har ingen lært mig, hvordan man gennemtrumfer sin egen vilje over et andet voksent menneskes. Eller hvorfor i alverden man i øvrigt skulle det. Der burde min mor nok have været lidt mere fremme i skoene. For det er vel hjemmefra, i barndommen, at mine kønsfæller lærer de to grundregler: ’Jeg bestemmer og skal have min vilje,’ og ’hvis jeg ikke får min vilje, er der sanktioner.’ Lyder det for grelt? Det er det saftsuseme også. Vi snakker deciderede beføjelser til kvinden her: En formel ret til at udøve myndighed på et givent felt. I praksis betyder det, at manden skal spørge om lov.

Mand skal måske til fire arrangementer, uden kone, i løbet af et år. Tror han. I virkeligheden skal han kun til to et halvt, for det er det antal, kvinden er nået frem til i sit indre regnskab: To events, hvor han får frie tøjler samt et enkelt, hvor der er bagkant på, altså hjemkomst på et bestemt tidspunkt. I den slags scenarier er der to faktorer, som er uklare, nemlig hvordan kvinden når frem til det tilladte antal gange, hendes mand må slå sig løs uden hende - og hvorfor antallet overhovedet skal begrænses. (Lad os et øjeblik forestille os, at en kvinde takker nej til en invitation, ”fordi min mand vil helst ikke have det.” Ramaskriget ville smadre alle ruderne i Kvinfos kontorer.)
I øvrigt er der ingen forklaring. De skal ikke noget næste dag, for lørdagsturen til IKEA fik hun gennemtrumfet forrige weekend. Så det er vanskeligt at få øje på det tilsyneladende aldeles uacceptable ved lidt træthed og en smule tømmermænd.

En ting ved manden dog med sikkerhed: Hvis han ikke makker ret, får det ubehagelige konsekvenser, hvilket bringer os til Sanktionerne. I Guder! Disse tåbelige sanktioner, som nogle kvinder mener, det er i orden, at de påfører deres mand, når han ikke gør, som de vil have. Det kan være alt fra mopset tavshed, gerne på martyrmåden og gerne i dagevis, over urimelige møgfald til, at der simpelthen bliver lukket for det varme vand. Så kan han lære det, kan han: Hvis han tror, at jeg nu har lyst til noget som helst frækt/dejligt/sjovt/kærligt, så må han tro om igen. Ha! Lige dén fatter jeg så allermindst af; det er vel også sig selv, man straffer. Er det ikke? Om mandens rolle kan man fristes til at hoste et enkelt ord ud, som beskriver det mandlige kønsorgan i dens allerblødeste tilstand. Man kunne også argumentere for, at nej-ordet blev bragt på banen, om ikke andet kunne man(d) vel øve sig foran spejlet. Men de fleste mænd vil hellere gå rigtig langt bare for at ”slippe for ballade.” (Her citerer jeg ordret). Og faktisk er medgørlighed jo heller ikke det egentlige problem. Det er derimod kvindens behov for kontrol og for at bestemme. Samt hendes urokkelige overbevisning om, at hun har retten til det.

Nu har jeg ikke selv døtre, og måske har jeg også bare misforstået det hele. Jeg er dog ret sikker på, at hvis jeg oplevede min voksne datter opføre sig så dårligt og møgforkælet, så ville jeg reagere. På en måde, som nok skulle have været gjort tredive år tidligere, allerede første gang pigebarnet smed sig på gulvet i supermarkedet og skreg, fordi hun fik nej til en slikkepind. Jeg ville tage hende kærligt, men fast i armen og kigge hende dybt i øjnene. Og min moderlige formaning ville være ganske enkel:
”SÅ opfører du dig ordentligt!”

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme

euronews